United 93
Wednesday, August 16th, 2006Idag er det onsdag og eftersom Alexander er sammen med sin far, betyder det at det har været film-aften i festligt selskab med resten af Moviefans.
Aftenens film var United 93 – en "true story" om det 4. fly der blev kidnappet 11. september 2001 og gik i jorden udfor Pennsylvania. Jeg havde hørt godt om filmen inden og den skuffede bestemt ikke! Modsat hvad mange andre har fået (og stadig får) ud af begivenhederne 11. september, må man sige at for første gang kan man se en ærlig skildring af de ting der skete – på godt og ondt. Jeg havde aldrig set en eneste af skuespillerne før og der var en del af personalet i fly-centre samt militær-folk der spillede sig selv. Det var ikke en pege-fingre krig og ikke en "se hvor onde terrorister er" film. Men en ganske ærlig fortælling af hvad der skete den dag og hvem der gjorde (og især ikke gjorde) hvad.
Man kan ikke rigtig lave en spoiler af filmen for udfaldet giver ligesom sig selv. Men filmen giver en rigtig god gennemgang af morgenens begivenheder og hvor mærkeligt det egentlig må have været at sidde som flyleder og bare se ting være mærkelige. Jeg fik i hvert fald en lidt anden opfattelse end den sædvanlige bræk-patriotiske man får når man hører George Bush Junior fremhæve alle de modige mennesker der løftede en kvart lillefinger 11. september. Jeg tager hatten af for dem der var der, og jeg føler med alle de efterladte. Men der er sket større mennesketab andre steder i verden og vi er efterhånden fyldt til randen med terror, begrænsninger, alarmer, sikkerhedstjek og fanden og hans pumpestok. Jeg ved ikke med jer, men jeg har i hvert fald snart brug for en pause!
Så rart med en film der bare skildrer det der skete uden at fremhæve nogen som helte og skurke, ingen stor Hollywood-skuespiller der skal lege patriot (som i en vis anden film) og ikke for mange action-effekter. Kun … sandheden.