Archive for October, 2006

Ny telefon!

Monday, October 30th, 2006

Efter at min egen Sony Ericsson S700i crashede for hårdt (batteriet har ikke andet end løse forbindelser) og Davids Samsung D-500 har fået løse forbindelser over det hele, var det på tide med nyt liv på mobilsiden. Så jeg har nu fået mig en Sony Ericsson P990i. Den er rigtig nice og lige hvad jeg har kigget efter. Det er nemlig mere en PDA end det er en mobil. Den har sågar PDF læser og office pakke (ikke at jeg lige kan forestille mig hvornår jeg får trang til at lave et Word-dokument på min mobil men man ved jo aldrig!).

Mit første indtryk er at den er super lækker men en smule sløv i optrækket. Jeg mangler dog lige noget support på Macbook'en men det skulle efter sigende komme når Leopard kommer :-)

Skal vi ikke krydse fingre for min mobil holder længere end de foregående? :-)

Lokumslæsning.dk

Wednesday, October 11th, 2006

Når man er nybagt forælder, kan det være småt med tiden (ja også selvom man "bare" går derhjemme og holder ferie). I hvert fald har det været svært at finde tid til at få læst i nogle af alle de bøger vi har fået købt og som bare er røget direkte ind på hylden. Men det er der nu rådet bod på! En eller anden dag for noget tid siden tog David en bog med på toilettet – og siden er konceptet lokumslæsning virkelig blevet en gennemført disciplin herhjemme. Således har jeg indtil nu fået læst to bøger om AJAX, en om software udvikling og på det seneste er genren skiftet lidt i retning af børn og livet med dem.

Den seneste bog der er blevet tygget, er Far på færde. Ganske vist er det en bog som er skrevet af en far for fædre (og i vores hjem er den sågar indkøbt af en far), men efter min mening er det en bog som alle nybagte forældre bør læse. Det er lidt den uofficielle nede-på-jorden udgave af diverse Sigrid Riise/Jesper Juul/Emma Gad formaninger og gode råd, man tit bliver oversvømmet med. Altså: Det er okay at servere pizza for dine unger – ingen er døde af det endnu (bare det ikke er hver dag). Og faktisk er det okay at hade dine børn engang imellem – bare det hurtigt går over :-)
Sådan kan jeg blive ved med at remse op at de gode betragtninger, Lars Daneskov kommer med i bogen. Men det er egentlig ikke kun dem der gør det til en fantastisk bog. Det er mere det at bogen gør forælder-rollen til noget mindre uhøjtidelig end diverse dameblade, livsstilsmagasiner og børnebøger kan præstere (på trods af de allesammen indeholder artikler hvis formål er netop at få forældre til at have det godt med sig selv). Jeg har siddet ude "på tønden" i 5 dage i streg og grinet, nikket og sågar knebet en enkelt tåre eller to. Bare fordi en mand der er "far til fire" formår at sætte de helt rigtige ord på de tanker men selv har haft en enkelt gang eller 4.

Det er helt klart en bog som skal med i gaven der medbringes på barselsgangen i fremtiden. Så må man håbe på kommende forældre formår at tage det at blive forældre lige så uhøjtideligt som man egentlig bør. For der er altså ingen facitliste – ergo er det ret svært at gøre det "forkert". Så længe man har det godt og formår at smile undervejs, er jeg sikker på alle nok skal komme helt igennem.

Gad vide hvad jeg så skal læse?