Archive for August, 2009

Og så gik startskuddet

Monday, August 24th, 2009

Så er vi igang på skolen! Der er fart over feltet og rigtig meget der skal læres på ingen tid. Det føles allerede som om jeg har været der længe, selvom der kun er gået en uge. Jeg havde måske forventet at start-tempoet ville ligge på et lidt andet niveau end højeste gear – men det er fedt! :) Vi tegner, syr, snakker, inspireres, konstruerer og det hele i en stor herlig pærevælling.

Så jeg lever endnu omend jeg findes i en væsentligt mere træt udgave end sædvanlig. Og måske jeg en dag får tid til at skrive om hvad det er vi helt præcist laver udover “tøj” :)

En ny verden truer

Monday, August 17th, 2009

Så oprandt dagen – den er ventet både med gru og spænding. 1. skoledag! Jeg har ikke den store idé om helt præcis hvad der venter mig eller hvordan jeg klarer mig igennem. Men mon ikke det bare er “begynder-vanskeligheder” og det hele ser meget lysere ud i aften?

Jeg har ikke lukket et øje hele natten, kun lige en time hist og pist. Sommerfuglene har for alvor slået sig ned i maven og jeg har det som om jeg skal til eksamen! Dammit! Hvordan pokker skal det så ikke gå mig når jeg rent faktisk SKAL til eksamen?

Nuvel det er nok bare fordi jeg er et gammelt eksemplar og en smule bange for at falde helt ved siden af. Det er trods alt hele familiens privatøkonomi jeg har sat over styr.

Wish me luck!

Den bedste chokoladekage – ever!

Thursday, August 13th, 2009

Sidste weekend havde jeg lånt vores have ud til min gode venindes fødselsdag. Og der skulle laves en lille dessert i form af en chokoladekage som (meget modigt) blev overladt i mine hænder af værten.

Nuvel der skulle 4 ingredienser i, så der er grænser for HVOR galt det kan gå. Og det gik ikke galt, kagen blev formidabel!!! (Hvis jeg da selv skal sige det). Og jeg har lavet den igen idag til min mødregruppe og de lignede heller ikke nogen der ville klage :-)

Opskriften? Jamen så værs’go da:

100 gram chokolade (jeg brugte 86% mørk)
100 gram smør
200 gram sukker
3 æg

Chokolade og smør smeltes over vandbad eller i mikroovn. Æg og sukker piskes sammen til en hvid, luftig masse. Chokoladesmørret vendes i ægge/sukker massen og det hele hældes op i en smurt springform eller et fad.
Hele herligheden puttes i ovnen på 175 grader i 30 minutter (ca). Overfladen skal være dejlig crispy og indholdet være sådan lidt konfektagtigt.
Serveres med lækker is til

Wii Fit for the fitter

Thursday, August 13th, 2009

Man kan godt se på mig at jeg har tre børn. Måske ikke meget, men JEG kan se (og ikke mindst mærke) det. Jeg har længe gået og “truet” med at NU skulle jeg igang med at løbe men nej, ikke engang bussen gider jeg løbe efter. Suk!

Men så var det at jeg fik mig et Balance Board og Wii Fit! Nu er jeg rent faktisk i stand til at få bevæget min krop bare en smule. Jeg kunne sikkert udfordre min krop bedre på andre måder, men jeg får det ikke gjort. Så tager det nok bare lidt længere før der sker noget men mon ikke også det går?

Jeg ender med at være den fitte nørd!!!