MamaTux.dk

Man kan godt se på mig at jeg har tre børn. Måske ikke meget, men JEG kan se (og ikke mindst mærke) det. Jeg har længe gået og “truet” med at NU skulle jeg igang med at løbe men nej, ikke engang bussen gider jeg løbe efter. Suk!

Men så var det at jeg fik mig et Balance Board og Wii Fit! Nu er jeg rent faktisk i stand til at få bevæget min krop bare en smule. Jeg kunne sikkert udfordre min krop bedre på andre måder, men jeg får det ikke gjort. Så tager det nok bare lidt længere før der sker noget men mon ikke også det går?

Jeg ender med at være den fitte nørd!!!

Ja alt her i livet er jo ikke rosenrødt – og åbenbart heller ikke mit helbred. Det har skrantet meget her på det sidste og nu er det bare kulmineret. Jeg er den heldige vinder af en bunke sten i min galdeblære som bare VIL skabe ballade. Således har jeg fået en masse smertefulde anfald med en stigende hyppighed og en del sjove (og mindre sjove) piller der skulle forsøge at tage smerterne. Det er sket i 40% af tilfældende.

Nå men det korte af det lange er at jeg vist er nogenlunde ved at være vågen igen, har lært at forebygge disse anfald nogenlunde, håber på at Glostrup Sygehus snart har lyst til at skære i mig og at min plan er at holde folk opdateret her på nyt i mit liv

Det er en rigtig god følelse at hive de gamle bukser man ikke har kunne klemme op om numsen siden jul sidste år ud af skabet og lige hoppe i og lukke – uden nogen form for mærkelige moves eller kunstige hjælpemidler. De føles akkurat som jeg husker dem – bløde, behagelige og dejligt varme. En gammel ven er kommet hjem igen – yndlingsbukserne passer!

Det kan ikke skyldes træning – så aktiv har jeg heller ikke været. Men ikke desto mindre skal jeg nu ud og have nye bh'er da de eksisterende er alt for omfangsrige. Og så åbenbart også nye bukser.

Lad os ikke håbe jeg ender som et usynligt muskelbundt

… men også kun lige! F… det holdt hårdt. Jeg teamede jo op med Hr Larsen og Uffe fra arbejde. Først brillierede jeg ved at komme for sent. Dernæst ved at være den de andre skulle vente på da jeg troede man mødtes INDEN omklædning men det gør man ikke – man mødes OMKLÆDT. Så ved jeg det

Peter introducerede mig til en maskine som jeg ikke aner hvad hedder, men er sådan en løbe/step-maskine kombi ting. "Start med 15 minutter så ser vi på det". Mmm .. de første 44 sekunder var ret lette. De næste 16 kunne jeg lige trække vejret. Derefter handlede det bare om at overleve uden at tabe for meget ansigt Men jeg kom igennem med små drikke-pauser undervejs og var lige ved at sige tak for idag. Men så skulle de andre på løbebåndet og der kan man jo selv styre tempoet. Så jeg gik lige et kvarter på det bånd også. Men i raskt tempo og med en lille stigning. Arh så prøvede jeg noget ben-maskine noget. Faktisk legede jeg vist mest kongens efterfølger med Peter, men det er altså mange år siden jeg sidst har været i sådan et fitness-center. (Og jeg fristes til at tilføje at det varer mange år før jeg vender tilbage, men så får jeg nok bare tæsk

Der skal trænes igen torsdag morgen. Og det er faktisk ikke træningen jeg er lidt skræmt over. Men mere konceptet med at jeg skal slæbe Sebastian fra stueplan OP til 1. i receptionen, NED i kælderen og klæde om og OP på 1. igen for at træne. Og så lige i omvendt rækkefølge bagefter. Det er faktisk hårdere.

Øj jeg bliver fit – jeg er helt sikkert tilbage i den gamle garderobe inden jul (eller … )

Ønskes: Kondital !!!

Fuuuck så så man lige mig drøne rundt i Søborg iført iPod og løbesko. Okey det er en overdrivelse, for "rundt i" kan vist begrænse sig til 200 meter op ad Klausdalsbrovej og tilbage igen. Hvoraf halvdelen af vejen blev foretaget i skridt-gang. Men jeg fik løbe-outfittet på. Og jeg kom ud af døren. Og jeg kom faktisk dobbelt så langt som jeg egentlig havde planlagt i første hug. Og jeg løb selvom den oprindelige plan sagde "du skal bare gå en tur".

Tilgengæld fandt jeg ikke mit kondital på vejen – måske jeg skulle udlove en dusør.