Nuvel der skulle 4 ingredienser i, så der er grænser for HVOR galt det kan gå. Og det gik ikke galt, kagen blev formidabel!!! (Hvis jeg da selv skal sige det). Og jeg har lavet den igen idag til min mødregruppe og de lignede heller ikke nogen der ville klage

Opskriften? Jamen så værs’go da:

100 gram chokolade (jeg brugte 86% mørk)
100 gram smør
200 gram sukker
3 æg

Chokolade og smør smeltes over vandbad eller i mikroovn. Æg og sukker piskes sammen til en hvid, luftig masse. Chokoladesmørret vendes i ægge/sukker massen og det hele hældes op i en smurt springform eller et fad.
Hele herligheden puttes i ovnen på 175 grader i 30 minutter (ca). Overfladen skal være dejlig crispy og indholdet være sådan lidt konfektagtigt.
Serveres med lækker is til

Man kan så (selvfølgelig) have venner og jeg har da også en del. Men til forskel fra ret mange andre FaceBook brugere, så er de folk der står i min “Friends” kasse rent faktisk mine venner. Det kan godt være vi ikke lige p.t. søber rundt i venskab, men de har alle på et eller andet tidspunkt i mit liv bidraget til at kunne karakteriseres som en ven.
Så langt, så godt. Alt dette er der intet odiøst i. Men jeg er alligevel en smule forundret. Er netop logget ind på FaceBook og er hoppet hen på den side der lige giver mig et overblik over hvem der har bedt mig om at deltage i hvad. Her bliver nye anmodninger om venskab også listet. Og jeg har intet mindre end 4(!!) anmodninger fra folk som jeg gerne vist kender, men som jeg ikke betragter som min vennekreds – og jeg forstår heller ikke helt hvis det omvendte er tilfældet. En formand for en lokal-politisk forening. Hvorfor?? En veninde af en veninde af en veninde der prøver at sælge sin budekjole. Nej jeg kender dig ikke engang! Nogle folk jeg chit chatter med på IRC engang imellem …. jeg kender ikke engang jeres rigtige navn?!
Og sådan fortsætter den derudaf.

Under valgkampen kunne man sågar blive Anders Fogh’s ven på FaceBook. Jeg har ikke set hans profil så jeg har ingen idé om hvor mange “venner” han har, men gad vide om nogen af dem rent faktisk kender Anders Fogh?

Jeg blev første gang bekendt med dette “fænomen” engang jeg så en af mandens veninders MySpace side. Her kunne jeg se at hun var ven med John Mayer. Fair nok, tænkte naive jeg. Hun rejser verden rundt for at komme til hans koncerter. Det kunne rent faktisk godt tænkes at de udvekslede tanker og idéer og “chit chattede” sammen via MySpace. Altså lige indtil det gik op for mig at man bare tilføjede folk som venner på må og få og at personen i den anden ende som regel bare sagde “Yes vi er buddies!”.

Måske er jeg forkert på den eller langt ude (eller begge dele – det må du sådan set selv bestemme). Men hvorfor have venner man reelt ikke har? Jeg fatter det ikke ….

Jeg glæder mig til at se folk igen

Alting skulle være online – skulle der alligevel mangle noget så grib lige fat i undertegnede!

Der arbejdes i øjeblikket på en fælles-skovtur til Odense og Andebølle 5. juni (Grundtlovsdag) så sæt allerede nu hak i kalenderen. Der vil blive postet planer både her og på curnomatic.dk når de er på plads (denne uge).

Fredag stod i julehyggens tegn på arbejdet. Der er traditionen at man holder julefrokost i januar så det ikke skal presses ind mellem alt det andet. Det er jo fair nok. Problemet er bare at man som ansat i en virksomhed ligesom forventer et eller andet der involverer druk og crawlen hjem i en taxa kl prut om morgenen så når der ikke bliver arrangeret noget, må der jo improviseres. Og det blev der! Status er at kl ca 18 var vi alle i det klassiske julefrokost mode der ligger omkring 20 cm under navlen – og der blev vi resten af aftenen.
Jeg kan iøvrigt anbefale den danske befolkning at skrive BÅDE fornavn OG efternavn på sine kontakter i mobilens telefonbog. Så undgår man misforståelser hvor man beskylder uskyldige mennesker for at skulle flytte og meget andet godt

Nå lørdag startede med at vi havde god tid og styr på det hele. Lad mig bare sige: Det blev ikke ved på den måde! Først sov vi for længe og så ved man jo godt hvad klokken har slået. Oh well vi ankom kun en smule for sent til Peters fødselsdag. Og hvad er bedre end at træde ind på stamcaféen og før man får jakken af er der serveret en dobbelt hvid ven? At have spist bare et-eller-andet inden!
Der var underholdning, fest og ballade – og jeg lærte en masse om mig selv den aften. Bl.a. er jeg nogenlunde okey til at sigte med stilethælene efter kvinder der jagter min kæreste – det er fandme klamt når de er gamle nok til at være hans mor! Og så var jeg vidne til verdens bedste scoretrick – det videresælges for et beskedent beløb
Alt i alt en super fest som vil blive husket længe. Men jeg lærte en anden – og meget vigtig – ting: Jeg er for FUCKING old til at feste 2 dage i træk!!!

Derefter var jeg så heldig at David havde scoret 2 fribilletter til Kungfu Hustle så afsted til Lyngby efter dem og så i biografen. Nu forventer folk jo altid man kommer med en god "anmeldelse" når man har været inde og se en film, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige!
Filmen havde som sådan sine fede øjeblikke med nogle rimeligt langt-ude slåskampe. Men kungfu film er bare ikke mig og jeg tvivler på de nogensinde bliver det. Det er fint nok at se flotte spark, slag, kampe med alskens mærkværdige rekvisitter og hop så man får totalt dårlig samvittighed over at man ikke var ude og løbe i søndags. Men når det har stået på en times tid, er jeg ligesom kommet mig over det og vil egentlig gerne videre i filmen. Men der tæskes bare videre og det var stort set indholdet i filmen (godt fulgt op af nogle morsomme replikker og scener).
Historien kan fortælles på et kvarter og er i hvert fald ikke den der holder filmen oppe. Oh well – den fik en 5'er af mig på IMDb selvom jeg faktisk morede mig.

Aftenen blev sluttet af på Charlottenlund strand under et tæppe hvor jeg ihærdigt forsøgte at finde mine yndlings-stjerner, men det var bare ikke mørkt nok. Suk.