Så landede fuglen

July 3rd, 2009  / Author: Gitte Olrik

Den er dejlig, smuk og lækker. Og HELT fantastisk at benytte. Det er selvfølgelig vores nye trioBike jeg snakker om ;)

Vi hentede den igår og var så ude og drøne rundt på den det meste af aftenen. Det var en fordel at vi havde lånt ladcykel af nogle venner i sidste uge, da det ikke var så svært at komme igang. Og nu ræser vi jo bare rundt.

For dem der ikke kender konceptet, kan jeg fortælle at en trioBike er en ladcykel hvor ladet kan tages af og benyttes som klapvogn. Det er ret enkelt at skille den ad (og samle den igen) og giver os den fordel at vi begge kan hente og bringe børn og bare køre videre på cyklen uden kassen foran. Smart!
Billeder kommer vi til. P.t. har vi for travlt med at køre på cyklen til også at nå at tage billeder af den :-)

Jeg har fået arbejde

July 13th, 2008  / Author: Gitte Olrik

Det er egentlig nogle dage siden det skete, men har ikke fundet tid til at opdatere her. Som nogle af jer vil tænke: About f* * *ing time! Og kan jo kun give jer ret.

Jeg skal starte 21/7 som projektleder hos [Adnuvo](http://www.adnuvo.com) og det glæder jeg mig super meget til. Det virker som nogle søde kollegaer og spændende opgaver og jeg er allerede nu sikker på jeg vil føle mig hjemme derinde.

Så fra på næste mandag er jeg ikke længere hjemmegående hausfrau.

Hårdt arbejde!

June 18th, 2008  / Author: Gitte Olrik

Jeg troede faktisk ikke rigtigt på det – men at være jobsøgende er faktisk det samme som at have et fuldtidsjob. I hvert fald hvis man virkelig gerne vil have sig et arbejde.
Først skal man lokalisere potentielle nye jobs. Der er jo de gængse job-portaler. Men jeg har ladet mig fortælle at det åbenbart ikke er der de gode job findes – så det er også med at browse diverse firmasites, at pleje sit netværk og spørge sig for der. Og så er google jo en rigtig god ven når der skal søges alternativt. Når så stillingerne er lokaliseret så er det jo “bare” at gå igang med at få skrevet nogle fantastiske ansøgninger og få sendt dem afsted.

Men i det mindste føler jeg mig rigtig heldig – eller god (det må man godt sige. Janteloven er død!). Ud af omkring 40 ansøgninger har jeg indtil videre fået 3 afslag og er blevet kaldt til 10 samtaler allerede.

Jeg håber på det ihærdige arbejde snart bærer frugt. For hvem vil ikke gerne have en pingvin ansat? :-)

Så røg den sidste dråbe sympati

June 11th, 2008  / Author: Gitte Olrik

Her til aften skulle jeg lige tjekke nogle ting omkring strejken i [Alexanders børnehave](http://gladsaxe.dk/alsikemarken). Så jeg åbnede [BUPL's](http://bupl.dk) website i min browser – og gloede temmeligt måbende på dette banner:

![BUPL gone crazy](/files/bupl.jpg)

Hvad går der lige galt her???? “Uansvarlighed lammer Danmark”! Javel ja! For det er ikke uansvarligt at strejke i over en måned uden nogen antydelse af at ville finde et kompromis? Nej nej … det er ikke uansvarligt at børn skal sætte deres liv på pause og håbe på igen snart at kunne være sammen med deres kammerater og få noget intellektuel stimulation som de måske ikke får helt så meget af derhjemme?

Javel – så det er uansvarligt at [KL](http://kl.dk) ikke bare vil lade konflikten rulle videre når nu [BUPL](http://bupl.dk) har udtalt at de ikke vil sætte sig tilbage til forhandlingsbordet?

Nu er det SLUT med sympati herfra. Hvis folk ikke vil tage ansvar for deres job så er der i min verden kun en vej – følg de grønne EXIT-skilte tak! Så kan vi andre da i det mindste komme videre i stedet for at være gidsler i en forkælet konflikt.

Hvis du skulle få lyst til at give mig en gave :-)

May 14th, 2008  / Author: Gitte Olrik

Ja jeg har lige fundet en lille ting jeg ønsker mig:

R2-D2 mediecenter

Og de shipper endda til Danmark :-)

Du ved du bruger for meget strøm når …

May 6th, 2008  / Author: Gitte Olrik

… det her dukker op i din netbank under BS trækninger:

DONG

Ved altså ikke lige hvad der skete der – men “ups”!

Ombygning #1

April 12th, 2008  / Author: Gitte Olrik

Det er godtnok ikke meget der er skrevet om ombygningen af vores hus. Men det skrider fint frem ad i det tempo man nu engang har når man kun kan lave noget på hytten i weekenderne.

Vores nye vinduer er blevet sat i – vi mangler kun den ene havedør. De er såååå lækre de nye vinduer – alle pengene værd. Der er kommet en 2 meter bred havedør direkte ud tl haven fra den kommende tv-stue. Tal om at få lys ind!

Elektrikeren starter op herude om en uges tid. Og når han er færdig går vi igang med at grave indskuddet op, så vi kan få lagt flere bjælker ned og få lagt undergulvet til vores nye gulv.

Jo jo der sker da lidt herude i Rødovre :-)

Ny Filiongonggong valgmøde!

April 12th, 2008  / Author: Gitte Olrik

Her til aften skulle “David”:http://david.olrik.dk så indløse sin fødselsdagsgave som var 2 billetter til “Omar Marzouks nye show”:http://nytdanskparti.dk/.

Hold da op en gang latter-muskel-gymnastik! Det er godtnok længe siden jeg har grint så meget. Der var jokes, satire og ironi fra ende til anden. Der blev gjort tykt grin med politikere, imamer, kristne, ateister, muslimer – you name it. Alt og alle med en holdning fik lige et ord med på vejen. Jeg var solgt på stedet.

Så jeg kan varmt anbefale at købe billetter hvis ikke allerede du har gjort det da. For der er dømt kronisk humor fra start til slut!

6 pingvinluffer herfra.

Copyright? Vi bruger ikke ….

January 4th, 2008  / Author: Gitte Olrik

For filan da! Så sidder man og er på vej i seng og vil lige tjekke stats på ens websider.
Kigger på yngstemandens og ser ved et tilfælde at der er en tosse der i et blog indlæg på sin blog linker direkte til et billede af Sebastian og hans ven der ligger på Sebastians side.
Sådan noget er bare ikke okay – i særdeleshed ikke i den kontekst billede er gengivet i.

Så jeg skrev en fin kommentar om at jeg gerne så billedet fjernet eller at han i det mindste angiver copyright.

Nå men jeg var stadig sur (og er det lidt endnu) så det der kan jeg jo ikke vente på.
Ind i Skitch og så var det jo bare om at konstruere en passende grafik. 

Read the rest of this entry »

VIl du være min ven på FaceBook ???

December 27th, 2007  / Author: Gitte Olrik

Jeg er (som så mange andre der læser dette sikkert også er) tilmeldt FaceBook.
For dem der ikke lige kender konceptet, er det et community website med en mulliard “apps” du kan tilføje til din profil. Der er alt lige fra afstemninger, til Tetris, over i quizzer og … ja alt hvad hjertet kan begære.

Man kan så (selvfølgelig) have venner og jeg har da også en del. Men til forskel fra ret mange andre FaceBook brugere, så er de folk der står i min “Friends” kasse rent faktisk mine venner. Det kan godt være vi ikke lige p.t. søber rundt i venskab, men de har alle på et eller andet tidspunkt i mit liv bidraget til at kunne karakteriseres som en ven.
Så langt, så godt. Alt dette er der intet odiøst i. Men jeg er alligevel en smule forundret. Er netop logget ind på FaceBook og er hoppet hen på den side der lige giver mig et overblik over hvem der har bedt mig om at deltage i hvad. Her bliver nye anmodninger om venskab også listet. Og jeg har intet mindre end 4(!!) anmodninger fra folk som jeg gerne vist kender, men som jeg ikke betragter som min vennekreds – og jeg forstår heller ikke helt hvis det omvendte er tilfældet. En formand for en lokal-politisk forening. Hvorfor?? En veninde af en veninde af en veninde der prøver at sælge sin budekjole. Nej jeg kender dig ikke engang! Nogle folk jeg chit chatter med på IRC engang imellem …. jeg kender ikke engang jeres rigtige navn?!
Og sådan fortsætter den derudaf.

Under valgkampen kunne man sågar blive Anders Fogh’s ven på FaceBook. Jeg har ikke set hans profil så jeg har ingen idé om hvor mange “venner” han har, men gad vide om nogen af dem rent faktisk kender Anders Fogh?

Jeg blev første gang bekendt med dette “fænomen” engang jeg så en af mandens veninders MySpace side. Her kunne jeg se at hun var ven med John Mayer. Fair nok, tænkte naive jeg. Hun rejser verden rundt for at komme til hans koncerter. Det kunne rent faktisk godt tænkes at de udvekslede tanker og idéer og “chit chattede” sammen via MySpace. Altså lige indtil det gik op for mig at man bare tilføjede folk som venner på må og få og at personen i den anden ende som regel bare sagde “Yes vi er buddies!”.

Måske er jeg forkert på den eller langt ude (eller begge dele – det må du sådan set selv bestemme). Men hvorfor have venner man reelt ikke har? Jeg fatter det ikke ….