Mmmm man er så dejlig positivt indstillet efter at have tilbragt mandag fra kl 8 i sin sofa med kun en mission i livet: At vente på den guddommelige TDC-tekniker der skal komme og installere ADSL i vores lille paradis på Signalvej. For at prøve at minimere spildtiden i sofaen, ringes der til TDC omkring kl 8.30 for at forespørge på forventet besøgstid. "Ja vi har en tekniker hos jer idag mellem 8 og 16 – så sent som muligt". Allerede der ringer første sæt alarm-klokker, for vi gav jo netop besked 2 gange da vi fik den nye installationsdato om at vi gerne ville have besøg så _tidligt_ som muligt. Nå men den rare TDC dame ville lige spørge teknikerne hvornår de ville være her og så ringe tilbage.
Omkring kl 13 ringes der igen til TDC for bare at høre at vi ikke er blevet glemt i det store EDB-system. Men en ny flink TDC dame kunne oplyse os om at der jo ikke var så længe til TDC-teknikeren dukkede op – det var jo inden kl 16. "Jamen hallo! Vi bad ham om at være her så tidligt som muligt?!". Nej nej den flinke TDC dame kunne oplyse os om at vi skam havde bedt om et besøg så _sent_ som muligt. Øh nej … nå det er ligemeget bare han nu dukker op.
Kl 15.50 ringes der igen til TDC. Den rare tekniker skulle jo ringe en halv time før ankomst og med kun 10 minutter til kl 16 kunne noget tyde på han ikke ville dukke op. Og ganske rigtigt! Den flinke TDC mand vidste ikke helt hvordan han skulle levere "nyheden" men i hvert fald var vores "tur" ikke blevet givet til nogen så der ville slet ikke komme en tekniker forbi idag! Uhm .. godt så!
Nu er reglerne sådan at hvis en TDC tekniker kommer forgæves på besøg koster det dig 500,- (for det koster jo trods alt noget at sende en tekniker ud). Således må det gælde den anden vej især i betragtning af at det er 2. gang på 2 uger TDC brænder os af. Der er grænser for hvor mange gange man kan tage fri fra arbejde for at få besøg af nogle teknikere fra et firma der kun har styr på hvor deres kantine ligger henne.
Nå … den ekstra-gode nyhed kom så her til aften hvor en anden beboer i Signalgården kunne oplyse at TDC slet ikke er færdige med at trække kabler herude. Det kunne en flink TDC dame i TDC butik se i deres fine EDB-system – men hele 5 TDC folk i erhversafdelingen har misset denne oplysning?.
Jeg håber vi får internet inden jul